Claus Vange Mynster, nuværende direktør for Jura, HR og Kommunikation i M. Goldschmidt Holding, indtræder i direktionen i M. Goldschmidt Ejendomme.
Efter 15 år i koncernen indtræder Claus Vange Mynster i direktionen hos M. Goldschmidt Ejendomme. Han har siden 2010 været direktør for Jura, HR og Kommunikation i M. Goldschmidt Holding og indtræder nu i den øverste ledelse i ejendomsselskabet.
- Claus har gennem mange år bidraget meget væsentligt til koncernens positive udvikling, og jeg ser frem til, at vi nu også får gavn af hans kompetencer i ejendomsselskabets direktion, siger administrerende direktør Søren Bjørn Hansen.
Med udnævnelsen består direktionen i M. Goldschmidt Ejendomme nu af administrerende direktør Søren Bjørn Hansen, ejendomsdirektør Tine Cederholm Bemberg og direktør for Jura, HR og Kommunikation Claus Vange Mynster.
M. Goldschmidt Ejendomme er et dansk, familieejet ejendomsselskab, der udvikler og investerer i attraktive, velbeliggende bolig- og erhvervsejendomme. Med mottoet "Styrken, viljen og evnen til at gøre en forskel" fokuserer vi på langsigtede investeringer, hvor kvalitet og ordentlighed er omdrejningspunktet.