Den danske robotvirksomhed Odico, der var specialister indenfor robotløsninger til byggebranchen gik konkurs i marts 2024. Der har været flere interesserede købere, men det har ikke været muligt at nå til enighed. Nu skal virksomheden sælges på auktion hos Auktionshuset dab.
Odico har været en international spiller, hvor de har været den eneste på verdensplan med en mobil fliseskærerobot, Cut ’n Move, som har øget produktiviteten, sænket omkostningerne og forbedret arbejdsmiljøet hos adskillige brolæggere, anlægsgartnere og entreprenører. Fire af disse fliseskærerobotter kommer nu under hammeren hos Auktionshuset.
Odico blev grundlagt i 2012 i Odense, og i 2018 flyttede de ind i lokalerne på Oslogade 1, som tidligere tilhørte Falck Schmidt, der også blev solgt på online konkursauktion hos Auktionshuset dab i 2018.
Indenfor energi-, bygge-, og produktionsbranchen har Odico samarbejdet med store nationale og internationale virksomheder med det formål at lette og automatisere arbejdsgangene. I 2018 blev Odico, som en af få danske robotvirksomheder, børsnoteret.
Auktionshuset dab forventer, at der kommer flere Odico-auktioner, og første del er allerede online nu. Tom Christensen fra Auktionshuset udtaler: ”Vi fokuserer først på robotter og maskiner, da de udgør de største aktiver i konkursboet. Efterfølgende vil varelager og andre aktiver blive lagt på onlineauktion. Det bliver spændende at følge auktionen, når man har denne type specialiserede maskiner, som skal under hammeren”.
Udover diverse robotter kan der også bydes med på CNC-maskiner fra bl.a. Infotec. Derudover kan der nævnes robotter til produktion af forskallingsenheder og yderst præcise 3D skærerobotter, som kan håndtere komplekse opgaver i høj og ensartet kvalitet.
Onlineauktionerne over Odico henvender sig særligt til byggebranchen samt automation, og andre robotvirksomheder. Dette afspejles også i virksomhedens tidligere samarbejdspartnere, hvor der blandt flere kan nævnes AMU, Arkil, Peri, Per Aarsleff, EMR og SDU Center.
Odicos robotter har været benyttet på utallige byggepladser, både små og store. Det har bl.a. været på Femern-forbindelsen mellem Tyskland og Danmark, samt dele af The Dome, a Skyspace by James Turrell på Aros Kunstmuseum i Aarhus samt Fjordenhus i Vejle.
Læs mere om auktionen og ikke mindst alle effekterne på www.auktionshuset.dk
For yderligere spørgsmål er I velkomne til at kontakte Auktionshuset dab: tlf.: 86 22 22 09 og e-mail mail@auktionshuset.dk
Fakta om auktionen over Odico
Auktionshuset dab er et 100% online auktionshus med hovedkontor i Hasselager, syd for Aarhus. Med fokus på konkurs- og overskudsauktioner er vores online auktionsplatform førende i Danmark. Med afdelinger i store dele af Jylland samt på Sjælland kan vi dække hele landet med auktioner. Vi har store ambitioner om at give gamle varer et nyt liv, og i foråret 2023 blev Auktionshuset dab en del af TBAuctions, en af Europas største B2B-auktionsplatforme, der tilbyder end-to-end auktionsservices til industri- og erhvervskunder, så vi, sammen med de andre brands i organisationen (Trostwijk, Klaravik, Auksjonen, BMA, PS Auction og Vavato), bidrager til den cirkulære økonomi.