Cirkularitet er den hellige gral for bæredygtig tøjproduktion, og den svenske producent af arbejdstøj Fristads er netop kommet dette mål et stort skridt nærmere ved at etablere en ny global infrastruktur for genanvendelse. Med den nye genanvendelsesproces vil Fristads minimere spild og reducere brugen af jomfruelige materialer, ligesom den skal bidrage til at lukke kredsløbet i virksomhedens produktion. Desuden bringer processen Fristads tættere på at kunne opfylde kravene i den kommende lovgivning om udvidet producentansvar for tøj.
"Vi har arbejdet på at reducere miljøpåvirkningen fra vores produktion i årevis, men vi anerkender også behovet for at udvikle innovative løsninger til at lukke kredsløbet, når tøjet er udtjent. Vores nye genanvendelsesproces vil bidrage til at lægge den brik i puslespillet og sikre, at vi fortsat går forrest med hensyn til bæredygtighed i arbejdstøjsindustrien," udtaler Anne Nilsson, direktør for marketing og bæredygtighed hos Fristads.
Den globale infrastruktur for genanvendelse er udtænkt af Fristads' afdeling i Benelux, som sammen med nogle af deres store kunder har været med helt fremme i udviklingen af vellykkede cirkulære løsninger. En genanvendelsesproces, der er udviklet i Holland, blev certificeret sidste år, hvilket gjorde Fristads til den første tøjproducent i regionen, som kan garantere sporbarheden af genanvendte råvarer i et lukket kredsløb. Fremover skal den hollandske model udgøre udgangspunktet for implementering og opskalering af genanvendelse på alle Fristads' markeder.
Mange forskellige anvendelser af udtjent tøj
Når den nye infrastruktur er på plads, vil Fristads gennem sine lokale genbrugspartnere indsamle brugt tøj fra kunderne og transportere det til et genbrugsanlæg, hvor det vil blive sorteret efter den stand, det er i. Baseret på resultaterne fra den hollandske model vurderer Fristads, at 2 % af arbejdstøjet vil blive forarbejdet til fibre til garn, der kan bruges til fremstilling af nyt tøj – et tal, der vil vokse til 5-10 % i de kommende år. Ca. 80 % vil blive genanvendt på andre måder, for eksempel til polstring i bilsæder og materialer til byggebranchen. Resten af tøjet er for snavset til at blive genanvendt og vil blive brugt som brændstof til energiproduktion.
Kunderne vil få nem adgang til alle data om mængden af tøj, der er blevet indsamlet, hvordan det er blevet genanvendt, og mængden af CO2 og vand, der er blevet sparet. Dataene giver Fristads' kunder håndgribelige statistikker over deres miljøresultater, som de kan kommunikere både i deres bæredygtighedsrapportering og til slutbrugeren.
"Genbrugsindustrien bliver gradvist bedre til at håndtere tekstilaffald, hvilket er nødvendigt for at mindske miljøpåvirkningen fra tøj. Vi er glade for at gøre vores del ved at skabe en stabil strøm af tøj til genbrug i Holland, og vi vil efterhånden udrulle processen på alle vores markeder et ad gangen," fortæller Hugo Vedder, produktspecialist hos Fristads Benelux. "En af udfordringerne ved at skabe en global infrastruktur for genanvendelse har været, at vores markeder befinder sig på forskellige stadier af implementering af EU-lovgivningen om udvidet producentansvar for tekstiler, men vores nye proces gør os godt rustet til at opfylde kravene."
Om udvidet producentansvar
Lovgivningen om udvidet producentansvar flytter det økonomiske og logistiske ansvar for håndtering af udtjente tekstiler fra kommuner til producenter, importører og forhandlere af tøj. I 2007 blev Frankrig det første europæiske land, der gennemfører udvidet producentansvar for tøj, men ny lovgivning er på vej i flere andre lande, herunder Sverige, Holland og Finland, såvel som i EU.
Fristads Kansas A/S distribuerer arbejdstøjsbrandet Fristads og herunder kollektionen Kansas i Danmark. Formelt er selskabet ejet af svenske Fristads AB og del af den internationale koncern, Hultafors Group. Hultafors Group er en af Europas største aktører indenfor arbejdstøj, fodtøj, hovedbeskyttelse, håndværktøj, værktøjsbælter og stiger til professionelle. Fristads Kansas har til huse i Odense og sælger sine produkter via webshop og forhandlernetværk. Læs mere om os her: www.fristads.com