2026-02-27 08:43Press release

Region Hovedstaden indgår samarbejde med Auktionshuset dab om salg af overskydende medico-udstyr

Shinadzu Mobile X-ray machineShinadzu Mobile X-ray machine

Region Hovedstaden og Auktionshuset dab A/S har indgået et samarbejde om salg af overskydende medico-udstyr fra regionens hospitaler og sundhedsinstitutioner. Udstyr, som i dag er opmagasineret, skal nu videre, så det kan få nyt liv og komme i brug andre steder.

 

Der er tale om professionelt udstyr med betydelig værdi, som ikke længere anvendes i Region Hovedstaden. Det omfatter blandt andet røntgenapparater, dialyseanlæg, EKG-målere, ultralydsudstyr samt anæstesi- og endoskopiudstyr, der i dag står ubenyttet på lager.

 

Region Hovedstaden er Danmarks største region og har ansvaret for sundhedsvæsenet i København, Nordsjælland og på Bornholm. Med samarbejdet sikrer regionen, at overskydende udstyr håndteres professionelt og bæredygtigt gennem videresalg på auktion.

 

Kristian Niklas Kiørboe, enhedschef for hospitalslogistik i Region Hovedstaden, forklarer om samarbejdet:
“For at forvalte skatteborgernes midler ordentligt og samtidig tænke bæredygtigt, genbruger vi altid udstyr internt i Region Hovedstaden, når det er muligt. Når der ikke længere er behov i regionen, sælger vi det på markedsvilkår, så værdien føres tilbage til fællesskabet. Kun hvis markedet ikke efterspørger udstyret, vælger vi at donere det.”

 

Auktionshuset dab har stor erfaring med salg af overskudsaktiver og konkursboer for både offentlige og private aktører. Auktionshuset har blandt andet stået for salget af aktiver fra Kentucky Fried Chicken og Zirkus Nemo i 2025 samt gennemført auktioner for skattecentre og andre offentlige myndigheder i hele landet.

 

Auktionshuset dab er en del af Europas førende digitale auktionsplatform, TBAuctions. Koncernen omfatter blandt andet British Medical Auctions i England, PS Auction i Sverige og Troostwijk Auctions i Benelux – alle specialister i salg af overskydende medico-udstyr på auktion til købere i hele verden.

 

Carsten Rysgaard, landechef for TBAuctions i Danmark, siger:
“Vi er stolte af samarbejdet med Region Hovedstaden, som sætter en høj standard for ansvarlig håndtering af overskydende medico-udstyr. Gennem TBAuctions’ internationale auktionsplatforme og vores specialister i medico-udstyr sikrer vi, at avanceret udstyr får nyt liv på globale markeder, hvor efterspørgslen er stor. Det forlænger udstyrets levetid, reducerer ressourcespild og skaber maksimal værdi – både økonomisk og bæredygtigt.”

 

Da udstyret er doneret af forskellige fonde, vil auktionssalget udelukkende ske til eksport. 

 


About Auktionshuset dab

Auktionshuset dab er et 100% online auktionshus med domicil i Hasselager, syd for Aarhus. Vores online auktionsplatform er en af de førende i Danmark med fokus på konkurs- og overskudsauktioner i alle brancher. Med afdelinger i Nord- og Sønderjylland samt på Sjælland kan vi dække hele landet med spændende auktioner. Det hele startede i 1970 som Dansk Automobil Børs med auktioner over biler, landbrugsmaskiner og konkurser under ét tag. Det blev siden delt op, og deraf kom Auktionshuset dab. I dag huser Auktionshuset 15 medarbejdere, som varetager vurderinger, markedsføring, kundeservice, salg og lagerhåndtering. Hvad vi tror på Vi er et auktionshus, som hele tiden flytter sig i forhold til teknologiens udvikling og kundernes behov. Et stort kundefokus er derfor også noget, der ligger vores hjerter meget nært, og vi stræber hele tiden efter løsninger, der er skræddersyet til den enkelte kunde eller samarbejdspartner. Menneskerne bag Auktionshuset har indgående viden om auktionsbranchen, og vi er dermed i stand til at håndtere hele salgsprocessen fra start til slut topprofessionelt. Pakkeløsninger eller faste, firkantede aftaler ligger ikke i vores dna. Fra det øjeblik vi har kontakt med dig, udformer vi sammen den løsning, der passer allerbedst til lige præcis din situation. Vi kan varetage hele processen fra, at varerne bliver vurderet, til markedsføring og oprydning af udleveringsstedet. Det er dig, der bestemmer, hvor meget eller hvor lidt, vi skal involveres i dit salg, og hvis du foretrækker, at vi kommer og afhenter alle varerne og sælger dem fra vores adresse i Hasselager, Broager eller Sorø, står vi gerne til rådighed. Hos os er alle specialister inden for hvert sit område. Med teamwork sikrer vi at effektivisere og udvikle nye processer, så vi er på forkant med branchens udvikling, og kan tilbyde kunder og samarbejdspartnere konkurrencedygtige løsninger.


Contacts

Anders Jørgensen
Marketing
Anders Jørgensen