SA-AL Køleteknik, en del af Nordic Climate Group, har opkøbt den Aalborg-baserede virksomhed Eurefa Nord. Opkøbet er et strategisk skridt, der styrker SA-ALs lokale tilstedeværelse og tekniske kapacitet i Aalborg-området.
Eurefa Nord har opbygget en stærk position med løsninger til industrien og offentlige kunder, og er særligt kendt for sin tekniske ekspertise, høje faglighed og tætte kunderelationer. Virksomheden integreres nu i SA-AL Køletekniks eksisterende organisation i Aalborg.
– Eurefa Nord er et godt match for SA-AL. Vi deler værdier, kvalitetstilgang og et fokus på at levere stabile og energieffektive løsninger til vores kunder. Med deres team får vi tilført stærke kompetencer og udvider vores lokale tilstedeværelse, siger Rune Høyer, direktør i SA-AL Køleteknik.
– Vi står over for et naturligt generationsskifte og ser en sammenlægning med SA-AL er en rigtig god løsning – både for os og for kunderne. Vi bliver en del af en stærkere enhed med flere ressourcer, hvilket gør os bedre rustet til at håndtere større og mere komplekse opgaver. Samtidig kan vi bidrage til SA-AL med vores erfaring inden for datacentre og IT løsninger, som i stigende grad efterspørges i markedet, siger Per Pedersen, daglig leder i Eurefa Nord.
Med integrationen bliver Eurefa Nord en del af SA-AL Køletekniks samlede organisation, hvor man arbejder tæt sammen på tværs af afdelinger og specialer. Det lokale fokus og den daglige kundekontakt fortsætter som hidtil – nu med adgang til bredere ressourcer og et stærkt fagligt netværk.
– Eurefa Nord tilfører SA-AL værdifuld teknisk viden og lokale relationer. Aalborg er et vigtigt område for os, og med dette opkøb styrker vi både vores kapacitet og vores evne til at levere skræddersyede løsninger til industrien og den offentlige sektor. Det er et godt eksempel på, hvordan vi udvikler os sammen med dygtige, lokalt forankrede virksomheder, siger Tue Sjøntoft, landechef for Danmark i Nordic Climate Group.
Opkøbet er en del af Nordic Climate Groups strategi om at samle stærke, lokale virksomheder med høj teknisk ekspertise og et fælles fokus på bæredygtige løsninger. Gruppen består nu af 13 virksomheder og mere end 260 medarbejdere i Danmark, og opererer i fem lande med i alt over 100 lokale enheder.
For mere information, kontakt venligst:
Rune Høyer direktør, SA-AL Køleteknik
rh@koleteknik.dk
+45 26 39 62 39
Tue Sjøntoft, landechef Danmark, Nordic Climate Group
tue.sjontoft@nordicclimategroup.dk
+45 91 37 51 45
Nordic Climate Group er en ledende aktør inden for energieffektive køle- og varmeinstallationer med ambitionen om at være en naturlig rollemodel inden for bæredygtige klimaløsninger. Vi tager ansvar for hele processen – fra idé, projektering, installation og levering til vedligehold og service. Koncernen blev dannet i 2021, omsætter for 5 milliarder SEK og består af over 100 lokale enheder med cirka 2.000 medarbejdere. Datterselskaberne findes i Sverige, Norge, Finland, Danmark og Holland. Nordic Climate Group ejes af en bred gruppe entreprenører og medarbejdere sammen med Altor Fund V.