Ikano Bolig investerer et trecifret millionbeløb i udviklingen af et tidligere industriområde i Ballerup. Industriområdet skal omdannes til attraktive boliger til de mange mennesker og samtidig styrke selskabets voksende ambitioner og tro på det danske boligmarked. Muligheden er kommet i stand, fordi TEC og Ikano Bolig har indgået en aftale om salg af TECs areal og bygninger på Telegrafvej.
I Ballerup vil man inden for de kommende år opleve en markant ændring omkring Telegrafvej. Et nyt boligområde er nemlig undervejs og vil bestå af både etagebyggeri og et plans boliger.
Ikano Bolig investerer et trecifret millionbeløb i projektet og overtager TECs bygninger på Telegrafvej. Her vil der blive bygget op til 40.000 kvadratmeter nye boliger, og det er en del af Ikano Boligs langsigtede strategi, hvor der er fokus på investeringer og udvikling. Derfor ser man allerede nu efter lignende projekter.
”Vi er glade for at vi kan tilføje TECs grund til vores voksende portefølje af udviklingsprojekter i området omkring København. Vi har den finansielle styrke til at være langsigtede i vores strategi, og vi ser hele tiden på, om der dukker attraktive investeringsmuligheder op. Vores fundament er stærkt, hvilket betyder, at vi kan have en lang tidshorisont, når det kommer til investeringer i nye boligprojekter”, siger administrerende direktør i Ikano Bolig, René Brandt.
Uden samarbejde – ingen succes
De nye muligheder er udtryk for et godt samarbejde på tværs af de mange involverede.
”Vi har haft en professionel, kompetent og effektiv proces vedrørende salget af vores grund i Ballerup med involvering af de mange gode samarbejdspartnere. Salget betyder nu, at vi på TEC kan komme videre med vores byggestrategi med et markant løft af vores undervisningsfaciliteter,” siger direktør Morten Emborg fra TEC.
”Det er planen, at en del af de nuværende uddannelsesaktiviteter rykker ned til Baltorpplænen, hvor TEC sammen med NEXT vil etablere et campusområde for en bred vifte af ungdomsuddannelser,” siger Morten Emborg videre.
Også de mange samarbejdspartnere har oplevet en god proces.
”Vi er enormt glade for det gode, konstruktive og professionelle samarbejde, som vi har haft med både TEC og vores rådgivere WSP og Winsløw Advokatpartnerselskab i hele processen. De har spillet en afgørende rolle for den gode proces,” siger René Brandt.
Ejendomsmæglervirksomheden Colliers har haft en afgørende rolle for det professionelle samarbejde mellem TEC og Ikano Bolig. Og på TEC er man glad for, at man valgte både Colliers og advokatfirmaet NT Advokaterne, som har ydet god service hele vejen i processen.
Fremtid, fællesskab og bæredygtighed
Fokus er på fællesskabet, og at det nye byggeri passer ind i et område, som ligger tæt på den historiske perle Pederstrup landsby, som kommer til at være en integreret del af det nye boligområde.
Det handler nemlig ikke bare om at bygge boliger. Men om at etablere gode og bæredygtige områder med et fremtidsperspektiv, som kan være med til at styrke lokalområdet. En tilgang som er en del af Ikano Boligs koncept og grundlaget for selskabets vækstrejse i Danmark.
”Det er vigtigt for os, at boligerne bliver en naturligt integreret del af det lokalområde, som allerede findes, og at vi, og de kommende beboere, bliver en del af det. Men det kræver naturligvis en vis finansiel styrke at gennemføre projekter som det her. Den har vi, og vi vil meget gerne lave flere projekter andre steder,” siger René Brandt.
Hos Ikano Bolig står vi op hver morgen for at udvikle boliger, der bringer mennesker sammen og giver dem en bedre hverdag. Med IKEA som en del af vores arv falder det os naturligt. Vi bygger gennemtænkt og til en fair pris. Men vi bygger mere end det. Vi bygger fællesskaber. Ikano Bolig er en del af Ikano-gruppen, som i Danmark også tæller Ikano Bank. Læs mere på www.ikanobolig.dk