2021-04-13 05:30Pressemeddelelse

Bydelshuset Nærvær åbnede i weekenden

I weekenden blev det nye bydelshus Nærvær i Tværhøjgård i Greve indviet af både beboere i Tværhøjgård og områdets naboer. Et bydelshus, som har været imødeset, og som vil styrke det lokale fællesskab og knytte bånd mellem beboere og områdets naboer. For alle er nemlig velkomne til at blive en del af fællesskabet. På grund af Covid-19 blev det dog en mindre indvielsesfest end planlagt.

Bydelshuset Nærvær i Tværhøjgård i Greve blev indviet i weekenden, hvor områdets beboere for første gang kunne se det færdige bydelshus og høre om planerne for fremtiden. Indvielsen blev behørigt fejret med håndsprit, mundbind og god afstand, men bød også på rød løber og hyggelige timer med god kaffe, lune kanelsnegle, pindemadder og alkoholfrie cocktails. Det hele var arrangeret af Nærværs bestyrelse med hjælp fra Ikano Bolig og IKEA Taastrup.

”Det er fantastisk endelig at tage Nærvær i brug. Indvielsen var vores første arrangement, og vi håber at mange af dem, som deltog i indvielsen, også fremover vil være med til at forme fællesskabet i Nærvær. Jeg tror på, at det kan blive et fantastisk mødested, hvor naboskab og fællesskab kan blomstre,” siger Lene Elsgaard, som er bestyrelsesformand i Nærvær.

Nærvær – en frivillig forening
Bydelshuset Nærværs centrum er en café, som drives af en forening af frivillige fra lokalområdet. Aktiviteter og arrangementer i bydelshuset vil således være forankret lokalt, og målet er at det engagement, som de frivillige viser, vil styrke fællesskabet. Alle kan melde sig ind i foreningen Nærvær og dermed være med til at skabe et sted, hvor naboer kan mødes, knytte bånd og hjælpe hinanden.

”Det seneste år har været en speciel og svær tid – det er blevet tydeligt, at et stærkt fællesskab og sammenhold er afgørende for et godt hverdagsliv. Vi er overbeviste om, at gode sociale relationer er afgørende for at skabe et trygt og velfungerende boligområde. Derfor er vi utroligt glade for, at beboerne i området har taget så godt imod Nærvær, og vi håber, at de vil have glæde af det i mange år frem,” siger administrerende direktør i Ikano Bolig, René Brandt.


Om Ikano Bolig

Hos Ikano Bolig står vi op hver morgen for at udvikle boliger, der bringer mennesker sammen og giver dem en bedre hverdag. Med IKEA som en del af vores arv falder det os naturligt. Vi bygger gennemtænkt og til en fair pris. Men vi bygger mere end det. Vi bygger fællesskaber. Ikano Bolig er en del af Ikano-gruppen, som i Danmark også tæller Ikano Bank. Læs mere på www.ikanobolig.dk


Kontaktpersoner

Magdalena Misiak
Kommunikations- og marketingchef
Magdalena Misiak